Lær at vandre

På mine gå-, vandre- eller trekkingture vil jeg gerne glemme alle mine normale og hverdagsagtige sysler og generelle forpligtigelser over for samfundet. Men det hænder, at jeg har svært ved at ryste det af mig. Tanken om et eller andet arbejde bliver ved med at svirre i mit hoved, og jeg er ikke der, hvor min krop er – jeg er trådt uden for mine sanser. På mine spadsereture ønsker jeg at vende tilbage til sanserne. For hvad ærinde har jeg i skovene, bjergene eller ødemarken, hvis mine tanker kredser om noget uden for dem? Kunsten at trekke, eller blot det at gå en tur på den rigtige måde, er ikke ethvert menneske beskåret. Mange tænker kun på at nå frem til målet, og de glemmer at selve vandringen er målet i sig selv. Når man vandrer, skal man ikke søge et bestemt hjem, for i naturen er du lige godt hjemme overalt. Jeg tror, at dette er hemmeligheden ved en vellykket vandring.

Jeg er inspireret og beundrer Henry D. Thoreau, George B. Schaller og John Muir, der alle inden for deres felt – filosof, zoolog og opdagelsesrejsende – har udforsket deres eget selv i interaktion med naturen.

Når man vandrer, så begynd med at drosle ned. De første tre dage bør man lægge langsomt ud. Gå ikke for hurtigt og lav dagsmarcher på 8-10 km, hvis du trekker i stærkt kuperet eller bjergrigt terræn og 10-15 km, hvis du trekker i et fladere terræn. Dagens første pause bør være efter blot 30 minutters vandring, så der er lejlighed til at justere, det der generer rimeligt hurtigt. Herefter vil de fleste være tilfreds med 45 minutters vandring og 10 minutters pause. Middagspausen kan være på alt fra ½ til 1½ time. Alt efter hvad man skal forberede af mad, hvor meget man skal hvile ud, og hvordan vejret og ens pausested er. I stærk varme er 2 timers pause eller siesta midt på dagen en god idé.

Når man skal slå lejr, er der en række ting, man skal sikre sig. Har vi vand nok til madlavning i aften og i morgen? Skal vanddunke fyldes op inden lejrslagning, eller er der vand i nærheden af det sted, hvor man slår lejr? Skal vi bruge brænde? Er der brug for, at vi samler kviste ind inden lejren, eller vil der være brænde og tørre kviste i nærheden af lejren? Ofte skal man sikre sig, at man ikke placere sin lejr, hvor der er risiko for kraftig blæst, men en lille brise kan i nogen områder være en fordel, fordi den kan holde myggene væk. Undersøg terrænet der, hvor du vil slå lejr. I en fordybning vil nattens regn kunne samle sig. I et flodleje kan du blive skyllet væk, og ved åens snoning kan vandet meget nemt komme over åens bredder, hvis det regner. Alt sammen noget, som du må tage højde for.

Gruppedynamik

Konflikter i en gruppe vil let kunne blokere for en fuldt ud tilfredsstillende naturoplevelse. Problemerne kommer hurtigt til at dominere i ens tankesæt. Modsætninger i en gruppe vil næsten uundgåeligt skabe friktion, men en anden faktor kan også skabe en utilfredsstillende naturoplevelse, nemlig deltageres usikkerhed i terrænet. Gruppelederen bør forsøge at skabe et varmt og åbent forum, således at friktionerne bliver så få som muligt, og de personer, som er usikre ud i friluftsliv, bør støttes og hjælpes, så de føler sig trygge. Sker det ikke kan deres angst risikere at smitte af på de øvrige deltagere. Tryghed kan også etableres gennem samtaler, så man kan finde ud af, hvor det ér skoen klemmer. Spørg: ”Hvad gør dig urolig?” eller ”Føler du dig utryg ved noget?” “Har du nået en grænse… kunne du tænke dig at overskride den?” Efterfølgende bør gruppelederen holde sig omkring den eller de usikre, således at de føler sig set og hjulpet.

Når det er på plads, skal man fjerne sig fra dette fokus på udfordringen, præstationen og det rent fysiske og i stedet hjælpe gruppen på vej ind i det psykiske rum. Åbne op for deltagernes æstetiske syn på naturen. Så deltagerne oplever skønheden i planterne, dyrelivet, landskabet og de små detaljer, man så let kan overse. Når man åbner op for denne type samtale, skal man bruge et personligt og gerne følelsesladet ordbrug om det sete. Gennem ord kan man vise dem, der har svært ved at nyde det, hvad det er man kan se. De andres oplevelse bør fremelskes, selv om deres oplevelse i nuet bliver overskygget af træthed, sult og apati. Man kan ikke pådutte andre ens syn, men man kan med sin glæde og tale smitte andre til at kunne opleve det samme.

En af vejene til at opnå dette er at dele gruppen op i mindre grupper. Måske kun med en eller to ad gangen. Hvor man, når der er naturlyde til stede, beder om ro og for en stund kun lytter til naturens egne lyde. Vinden i træerne, en rislen fra åen, fugles sagte kvidren, en billes raslen i bladene. Når man er i en større gruppe, er det ikke formålstjentligt at hysse på gruppen. Det er bedre at fortælle, hvad det er man går glip af. Nogen gange kan man også samle gruppen, så man står ganske tæt. Den fysiske nærhed sænker støjniveauet markant, og en hvisken om den lyd, de skal bemærke, vil trænge meget bedre ind.

I et og alt man foretager sig som gruppeleder, bliver man et forbillede for de øvrige i gruppen, så tænk dig godt om, når du viser vejen. Eksempelvis ved samling af gruppen. Det bør være aftalt og skal helst ikke råbes ud over stepperne. Især ét sted kan man gøre en stor forskel: Som tidligere nævnt, kan man udpege de små oplevelser i naturen, som mange ellers let overser.

At fortælle om personlige sider af én selv skal altid være en frivillig sag, men dette kan ofte anspores af lederens egen åbenhed. De første par aftner bør dog være med et mere generelt indhold. Her er det, man fortæller om de særlige forhold ved friluftslivet. Man fortæller om det specifikke område, som man vandrer i og om morgendagens program. Det kan godt krydres med små historier fra tidligere vandreture. Efterhånden som gruppen har fået sine egne fælles oplevelser, og man begynder at mærke en vis tryghed iblandt gruppens medlemmer, kan man begynde at åbne op for mere ideologiske og personlige samtaler i fællesskab.

Går snakken trægt eller hvis nogen afspore en samtale, og det ender med noget som halvdelen af gruppen ikke bryder sig om, kan man fortælle en historie, læse et digt, eller synge en fællessang. Som dagene går, plejer det at ende med, at dette ikke længere er formålstjentligt, da er tingene låst fast i individuelle præferencer og opståede grupperinger.