Rejseoplevelse: Mr. Malik og millionerne

Nogen gange er man bare lettet over at blive indkvarteret privat. Ikke mindst, hvis man har rejst i længere tid i træk. Da tæller muligheden for privatliv, og de trygge rammer et privat hjem giver, særligt meget. Det var netop tilfældet for min rejseveninde og jeg, da vi ankom til Bangkok. Min rejseveninde, Natasja, havde en veninde i Danmark, og det var dennes søster, vi kunne bo hos i Bangkok. Hun hed Ingrid og boede i en fin lejlighed i et højhus, hvor der var luksusting som swimmingpool på taget og stabil strøm i el-ledningerne.

Dagene efter ankomsten gik stille og roligt. Vi var også så heldige at Ingrid kørte os ud til de attraktioner, som vi gerne ville se. Hun manglede ikke penge, det var tydeligt, men det var ikke noget hun blærede sig med, men med en forskerstilling i medicinalindustrien behøver man heller ikke tale om det, for folk ved det udmærket godt.

Trods de trygge rammer evnede jeg alligevel at gøre livet hedt for mig selv. En søndag gik Natasja og jeg i byen hver for sig. Imens jeg gik ned ad vejen Sukhomvit, faldt jeg i snak med en ung fyr, der havde en søster, som skulle til Danmark for at arbejde på Carlsberg Bryggeri. Vi gik ind i et forretningskompleks, hvor vi sad og talte over et glas juice. Vi snakkede lidt om løst og fast, og på et tidspunkt spurgte han mig, om jeg havde noget imod at møde hans søster, så jeg kunne fortælle hende lidt om Danmark? Det var selvfølgelig okay med mig. De boede ude i en forstad. Det tog 20 minutter at kommer derud. Området bestod primært af nyopførte villaer. Hans familie havde bygget et stort toplanshus. Vi satte os og drak en cola. Der gik ikke lang tid, før en af hans venner kom forbi. De to fortalte, at de begge spillede meget poker. Jeg havde aldrig spillet poker. Det var de lidt overraskede over, så de tog et kortspil frem, for at lære mig det. Poker er jo et totalt simpelt spil, så der gik ikke lang tid, før vi morede os ganske godt med at spille. Som tiden gik, kunne jeg godt mærke, at det kørte for mig, så da de forklarede mig, at de faktisk havde et lille privat casino ovenpå, tænkte jeg ikke nærmere over det.

Efter vi havde siddet og spillet en rum tid, ringede telefonen. Efter samtalen fik jeg at vide, at der var en på vej, som skulle spille i deres casino. En mangemillionær fra Dubai. Han var en excentrisk og ekstravagant type, der yndede at spille mod nye pokerspillere, så de ville gerne betale mig for at spille imod ham.

Vennen lagde $300 på bordet, som han sagde, jeg kunne bruge til at spille for. Jeg forklarede dem, at jeg ikke havde lyst til det, men de sagde, at jeg ikke skulle tænke på pengene. Det gjorde ikke noget, hvis jeg tabte dem. For dem ville det blot være en stor hjælp, hvis jeg ville spille med, når han kom. Vi gik ovenpå, hvor de viste mig deres private casinorum, som var et ca. 25 m2 stort lokale med spillebord og stole. Jeg takkede igen nej, men de blev ved. Hvis jeg vandt noget, ville de give mig 25% af indsatsen. Imens vi stod derinde og snakkede, blev døren pludselig åbnet, og en arabisk udseende mand og hans tjener kom ind. Nu var det pludseligt svært at sige nej. De trak stolene ud og præsenterede os spillere for hinanden. Jeg skulle spille mod mr. Malik fra Dubai. Min ”ven” fra downtown fungerede som bank og kortgiver.

Mr. Malik lagde en forretningskuffert op på bordet. Han klikkede den åben. Under låget afsløredes et indhold, der fik mig til at spærre øjnene op. Her lå række på række af brugte bundtede dollarsedler. Jeg var målløs og sad med åben mund og polypper. Jeg kunne ikke få et ord over mine læber. Mr. Malik tog et bundt penge ud af kufferten, og lod sin finger glide gennem sedlerne, hvorefter han nonchalant lagde dem tilbage. Så skubbede han kufferten over til bankøren. Han sagde: ”50.000 US$ in cash”. Derfor virkede det også noget malplaceret, da jeg skulle lægge min indsats på $300.

(Fortsættelse følger)