Annapurna Circuit er en vandretur, der går rundt om bjerget Annapurna, som rager 8091 meter op og er det 10. højeste bjerg i verden. Undervejs på denne vandretur, når man op i over 5000 meters højde. Min veninde og jeg satte ud på dette treck sammen fra Pokhara i Nepal. Da det er et ret populært treck, kan man forvente at møde mange undervejs, men de fleste går i grupper á 5-14 personer. De har også en guide med og går oftest den samme vej rundt. Så hvis man går samme vej omkring bjerget, møder man faktisk sjældent andre vandrere.
Vi havde kun gået i 1½ time, hvoraf de 45 minutter gik stejlt opad, før min veninde mente, at hendes fysik ikke kunne gennemføre turen. Hun sagde, at hun ikke ville sænke mig, og det hjalp ikke noget, at jeg forklarede hende, at jeg foretrak at gå med hende, så vi skiltes ad.
Jeg må have gået den rigtige vej omkring Annapurna, for det var meget begrænset, hvad jeg så af andre vandrere. Derimod mødte jeg en del nepalesere, der enten var på vej hjem eller på vej ud. De var tilsyneladende vant til os vandrere, og flere gange blev jeg spurgt, om jeg ville købe noget hash. Børnene kom også rendende efter mig. De tiggede om penge og alt muligt andet.
Jeg satte mit telt op på Salengkot, der er en mindre bjergtop på ruten. Det var et perfekt valg, for her fra var der en 360 graders udsigt til bjergene. Der kom en dreng op til mig. Han ville høre, om han ikke måtte være min guide. Jeg afslog, men alligevel blev han i nærheden. Jeg forsøgte at kommunikere med ham, men det var ikke meget han forstod. Til gengæld havde han ikke problemer med at forstå det, da jeg gav ham 50 rp., hvilket svare til 20 kr. Da han så pengesedlen, begyndte han at græde. Så mange penge havde han ikke turde håbe på.
(Fortsættelse følger).