Biografi om H.C. Andersen:
Den aparte
af Palle Bøgelund Petterson
Jeg har nu arbejdet på en H.C. Andersen biografi i 19 år. At jeg gav mig i kast med dette sisyfosarbejde, skyldes Jens Andersens store H.C. Andersen biografi fra 2003. Jeg fandt den simpelthen ikke fyldestgørende, når det kom til digterens barndom, især ikke taget i betragtning af biografiens omfang.
Udkast til en bagsidetekst:
Denne biografi fortæller om H.C. Andersens liv, inden han forlod Fyn i 1819. Det er uden tvivl den vigtigste periode i eventyrdigterens liv. Hans opvækst i Odense ligger indlejret, i alt det han skrev. Den aparte vil overraske de fleste. Målet har været at fortælle levende, troværdigt og med en pirrende sensuel nerve, der blander det vi faktuelt ved med det digteren holdt for sig selv.
H.C. Andersen skrev 27 år gammel et brev til Odense-veninden Henriette Hanck. Heri forklarer han hende, at årsagen til hans handlinger er at finde i hans bøger. Årsagerne er dog forsøgt skjult, men afslører man hemmeligheden, finder man bevæggrundene til hans væsen. Der er en risiko for, at jeg læser galt, men den som intet vover, intet vinder. H.C. Andersen efterlod sig dagbøger, breve og uudgivne værker, og i disse er der mange hints til, hvad det var, han måtte skrive på tillukkede blade.
Med hvide handsker, pincet og mikroskop åbnes her de tillukkede blade i forsøget på at afsløre hemmelighederne. Bag forsøget er der en stor beundring og taknemmelighed for alt det, som forskere og godtfolk har gravet frem, men først og fremmest for alt det som digteren har givet os. I Den aparte belyses det i helt nye sammenhænge, og der inddrages hidtil ubrugte kilder.
- “Mit hjerte er en dagbog, hvori enkelte blade er sammenlimede, men bogen selv til hver mands eftersyn. De fleste grunde til mine handlinger står på de tillukkede blade. Visse folk tror vel, at papiret er så tyndt, at skriften skinner igennem, men på den måde ved De nok, man læser galt.” (14. januar 1833).
Såvidt den foreløbige bagsidetekst!
Jeg vil gerne lige vende tilbage til Andersen – en biografi. Det billede Jens Andersen tegner af Odense, giver indtryk af, at byen har været et provinshul, hvor slam og hor dominerede. Her blev man trukket ned i dyndet og man kunne dårligt nok trække vejret, og hvis det endelig lykkedes at overleve, ville man ikke nå langt i livet. Jens Andersen påstår simpelthen, at H.C. Andersens liv på Fyn var en pinsel, og at han flygtede fra Odense. Han skriver: ”Forskellige biografiske facts omkring H.C. Andersens familie og slægt, som digteren valgte at udelade [i sine sidste to selvbiografier], afspejler en alt andet end idyllisk og hyggelig virkelighed på Fyn i årene 1790-1820, som Andersen engang havde været en del af og af mange gode grunde senere valgte at flygte fra.” (Andersen 2005, s. 45-46, bind 2).
Forfatteren Jens Andersens syn på Odense er nærmest som et Sodoma og Gomorra. Han skriver: ”bag det fine hvide slot var Odense en uhumsk stad, både hvad angik miljøet og moralen” og knap tyve sider senere skriver han: ”i denne lastens hule af en by” (Andersen 2005, s. 48 og 65). Man skulle tro at Jens Andersen trækker på egne erfaringer i Odense.
Jeg vil gerne tegne et andet billede af Fyns hovedby og H.C. Andersens opvækst. Et billede, der kan gøre det klart, at han ikke flygtede fra Odense, men rejste derfra for at stå på egne ben og vise, at han kunne blive til noget stort.
I virkeligheden var H.C. Andersens tid på Fyn, hverken værre eller bedre end hans første mange år i København. I de første godt tredve år af hans liv blev han kanøflet i Danmark og ikke specielt på Fyn, men i lige så høj grad af kulturspidserne i København. Da han skrev Den Grimme Ælling i 1842 og 1843, havde han oplevelsen af at blive nedgjort i frisk erindring.
- ”Ja, men han er for stor og aparte!” sagde anden, som bed,
”og så skal han nøfles!” (Den Grimme Ælling)
Og det er værd at huske på, at ællingen ikke blev behandlet godt noget sted i landet. Hverken i andegården, i mosen eller i bondehuset. Det var først, da den var sprunget ud som svane, at ællingen blev anerkendt. Andegården, mosen og bondehuset kan betragtes som Odense, København og Slagelse. Nej, det var i udlandet, der var håb for ællingen: “de fløj bort fra de kolde egne til de varmere, til de åbne søer!”
Hvis man ikke har indblik i Hans Christians tid i andegården (Odense), har man ingen forudsætninger for at forstå valgene i resten af hans liv. Det er dette, min nye bog vil råde bod på.
I 2015 fik jeg offentliggjort en 22 sider lang artikel i Anderseniana. Et tidsskrift, der bringer nyt fra H.C. Andersen-forskningen. Artiklen hedder “Musketer Hans Andersens krigsoplevelser”. I artiklen skriver jeg om en af de resultater, der er kommet af mine mange år med fokus på H.C. Andersens barndom i Odense. Herunder gik det op for mig, at forfattere gennem snart 100 år har gentaget noget, som ikke har tilstrækkeligt bund i fakta, og derfor ville jeg rette op på dette. Man har hidtil troet at H.C. Andersens far ikke var med i krigshandlinger under hans Napoleon-eventyr, men jeg påviser gennem artiklen, at det er meget sandsynligt, at han har været i kamp, men jeg viser også konkrete fund af faktuelle fejl, der er blevet gentaget igen og igen.